Bum.........
Bum........
Jeg tror måske mange faktisk har let ved at lære at cykle, men sådan var det nu ikke for mig. Godt nok har jeg ingen tidsfornemmelse af hvor længe projektet varede, men jeg ved derimod, at der var dem, som hævdede at jeg aldrig nogensinde ville få det lært. For når en pige på en syv-otte år er to uger, en måned, et år om at lære kunsten at holde balancen på to høje hjul, så er det vel fordi hun nok bare var så uheldig at glemme netop 'balance-pakkeløsningen' inden hun forlod mavens sikre rammer og hermed bliver det umuligt for hende nogensinde at lære at cykle. Mit bud er, at det handler om at kigge op. Den lille pige stirrer på sin mor, der løber bagved med kosteskaftet stukket ind i cyklen på en eller anden umulig måde jeg har fortrængt. Hun ser ned på asfalten der suser alt for hurtigt forbi. Så længe hendes mor holder fast bagved er der styr på situationen og når mor siger "Nu gir' jeg slip" så råber pigen rædselslagen "Nej!" og klamrer sig fast til styret. Efterhånden som denne lille scene bliver vane, ændrer moren taktik. Hun stopper med at foreslå at videregive ansvaret for balancen og snart glemmer pigen helt at hun er der for at lære noget - noget frygtelig uhyggeligt. I stedet ser pigen op på himlen nede på de små veje i skoven, mens hun træder nøjsomt i pedalerne. Så råber moren - et sted LANGT bag ved pigen - "Du cykler selv!"... hvorefter dette går op for pigen og hun styrter, men ikke desto mindre cyklede hun rent faktisk og det kan hun jo ikke benægte. Derfor lære hun at cykle selv indenfor de næste par dage og diverse skeptikere må sluge store kameler, mens pigen nu kan cykle sammen med sine venner i stedet for at skynde sig bagefter på løbehjulet.
Sådan har jeg længe haft det med at skrive - og har det vel stadig sådan. Bloggen har ligget og luret i mine bagtanker på ubehageligste vis, naget og hvisket og gjort min søvn urolig. Ah - nu strækker du den nok også lige lidt, hva'? Og ja, det gør jeg vidst *klemmer øjnene sammen i fornægtelse* - det hjælper ikke. Nå, men pointen er jo så, at jeg nu har tænkt mig at kigge op... og selvom Ingen muligvis er den eneste (sans moi (jeg kan ikke fransk, så undskyld hvis det er helt hen i vejret :)...)), der nogensinde kommer til at læse denne blog, så kommer jeg da i det mindste til at skrive!
Og dagens Lykke er: at kigge op *kigger op fra tastaturet og smiler*
Jeg har nok fået Lykke på hjernen siden den der serie startede på 1'eren - den blir' jeg da helt fornøjet af :)
